Ambassadør eller sponsorrytter? – tanker fra begge sider af samarbejdet

Ambassadør eller sponsorrytter? – tanker fra begge sider af samarbejdet

8. november 2025 1 Af Karina Josefsen

Jeg har længe tænkt på at skrive noget om samarbejder mellem virksomheder og ryttere. Det er et område, der fylder meget. Noget der sjældent bliver talt om sådan helt åbent og ærligt. Med den eksponering vi ser i dag på sociale medier, logoer på alt fra underlag til jakker og sponsorerede opslag, syntes jeg, det giver mening at spørge: Hvad vil det egentlig sige at repræsentere en virksomhed? Hvornår giver et samarbejde værdi – og for hvem?
Hvordan skelner man mellem en oprigtig anbefaling og ren markedsføring?

Hvordan jeg arbejder med ambassadører i mit job

I mit arbejde hos Equilannoo samarbejder vi med ambassadører. Det ord bruger jeg bevidst, fordi det samarbejde jeg kan tilbyde ikke handler om “gratis ting” eller økonomisk støtte, men om relation, faglighed og gensidighed. Vores ambassadører betaler selv for foderet (de får selvfølgelig noget rabat). Til gengæld sparrer vi, tester nye produkter og opnår erfaring og viden om produkterne sammen. De deler erfaringerned med andre, når det giver mening for dem – ikke fordi de er forpligtet til et fast antal opslag.

At stå på den anden side – samarbejdet med TIKA

Samtidig står jeg privat i rollen som sponsorrytter. I mange år har Lisa, Jørgen og jeg haft et rigtig fint og jordnært samarbejde med TIKA Rideudstyr. Et samarbejde hvor vi testede udstyr og kom med input til sortimentet, fordi vi havde erfaringer der kunne bruges. Til gengæld har vi nydt godt af alle de fantastiske produkter og båret TIKA på tøj og underlag med stolthed.

Nu overgår TIKA til nye ejere og ændrer retning. Det sætter selvfølgelig tanker i gang. Er vi overhovedet interessante for nye samarbejdspartnere? Vi er ikke dem, der poster “dagens outfit”. Vi laver ikke kun polerede reklamebilleder. Vi viser også hverdagen. Måske er det netop det, vi har at tilbyde: erfaring, hesteliv i arbejdstøj og et kæmpe netværk. Vi er da også lidt stolte af, at så mange følger os på de socialemedier. Bevares – vi er størst på Facebook og har lidt at lære på Instagram. Alle vores dygtige ryttere sørger også for at vi bliver set, når de viser ude på banerne hvad vi står for. Vi er på sidelinjen og har et par gode heste på vej også.

Jeg håber, vi stadig er interessante. Ikke fordi vi prøver at være noget bestemt, men fordi vi står ved det vi er.

Lidt om reklame-mærkning

Hvis man modtager rabat eller produkter som en del af en aftale, skal opslag mærkes som reklame. Jeg kan selv glemme det, fordi det for mig ofte føles som at dele erfaringer. Men gennemsigtighed er faktisk en del af ordentligheden. Oprigtighed bliver ikke mindre oprigtig af at blive nævnt/sagt højt.

Troværdighed og synlighed – og den svære balance

Er det antallet af følgere, stævner eller mange opslag, der står øverst på listen?
For mig/os er det troværdighed, men der er helt sikkert nogen der har en anden holdning eller erfaring. Det er en af mine værdier og jeg ved godt det lyder lidt gammeldags. Der er virksomheder, der prioriterer rækkevidde højt og det giver mening. Synlighed har værdi – kæmpe værdi!
Derfor giver det også god mening, at vende hvordan man kan holde sin profil levende og interessant – uden at miste sig selv.

Der er ryttere, der er afhængige af sponsorater. Det kan jeg godt forstå. Vores sport er virkelig dyr! Måske laver nogen sponsorryttere indhold de helst ville være foruden, fordi noget-for-noget er realiteten. Jeg ville også lyve, hvis jeg sagde, at jeg aldrig kunne ønske mig økonomisk støtte til sporten og vores liv med hestene.

Så hvordan balancerer man det?

Jeg vover at komme med et par råd:

Del processen – ikke kun podiet.
Vis hverdagen – jeg tror det er der folk spejler sig.

Vær personlig før “strategisk”.
Når folk følger dig, følger de også det du anbefaler.

Lav færre, men bedre opslag.
Et ærligt indblik slår ti reklamer.

Vælg samarbejdspartnere der passer til dine værdier.
Hvis du føler dig forkert i dit eget indhold, bliver det ikke oprigtigt.

Vær ordentlig – også når et samarbejde stopper.
Det betyder mere end man tror og man skal aldrig smække med dørene.

Til sidst

Et samarbejde skal give mening. Det skal være ærligt og kunne stå på egne ben, også når kameraet er slukket. Når relationen bygger på faglighed, erfaring og tillid, bliver det noget der udvikler og gavner begge parter.
Jeg er totalt novice ud i markedsføring og vil tage i mod gode råd og kommentarer til mit indlæg med kyshånd!