Vi skal ikke mange år tilbage, før man gik med overbevisning om, at bandager beskytter senerne bedre end gamacher. Det passer ikke og er videnskabeligt bevist. Man har endda fundet ud af, at bandager kan være årsag til skader. Der udvikles varme under bandagerne ved træning af hesten, hvilket kan medføre seneskader.
Bandager og gamacher beskytter udelukkende de overfladiske strukturer (hud, underhud, de to gaffelbåndsgrene og den overfladiske bøjesene) mod slag.
Bandager vs. Gamasher
Gamacher – fordele: Lette at montere, lette at rengøre og kan fås i materialer der beskytter ekstra godt mod hårde slag (springning, military). Der findes virkelig gode og slidstærke gamacher til rimelige penge, hvilket er vigtigt for os som har så mange heste i gang “med noget på benene” hver dag. Man kan også købe gamascher i et meget luftigt materiale, så senerne ikke bliver overophedet. Det er godt tænkt!
Gamacher – ulemper: Vi syntes det kan være svært at finde nogen gamacher der holder længe og ikke bliver grimme efter få rideture eller går op i syninger og velcro. Vores erfaring er faktisk, at mange af de flotteste og dyreste absolut ikke er de bedste.
Bandager – fordele: Fantastisk hjælp i forbindelse med småskader, sårbehandling, hævede ben og når hesten skal se godt ud.
Bandager – ulemper: Tager tid at ligge på, skal rulles sammen, bliver hurtigt beskidte, tunge og suger vand hvis man rider ude i regnvejr/på våd bane. Under træning bliver der varmt under bandager.
OBS – smid ikke alle jers bandager ud, selvom de får meget skæld ud! Pludselig kan de være gode at have Bandager kan nemlig også være til gavn.

Sår og sårbehandling
Skulle en hest pludselig stå med et sår eller et tykt ben, så lægger vi også omgående en bandage. Jeg kan blive helt hidsig når jeg hører folk sige at sår skal have luft. NEJ – det SKAL sår ikke! Fra min tid som veterinærsygeplejerske på Ansager Hestehospital, hvor jeg var omgivet af meget dygtige dyrlæger hver dag, lærte jeg vigtigheden af bandagering i forbindelse med sårbehandling.
Et sår har meget bedre betingelser for opheling hvis man holder skidt og snavs ude, forhindrer udtørring og sørger for øget blodcirkulation. Tit ser man sår der sprækker pga udtørring og den store spænding der er i huden, hvis benet er hævet op til næsten dobbelt størrelse. Det sætter altså ikke ligefrem ophelingen på turbo. Motion øger også blodcirkulationen og får hævelser pga ødem til at falde.
Hvis man nu bandagerer benet på grund af et lille sår (der naturligvis er rent og ikke inficeret), så bliv ikke forskrækket hvis der er gult “snask” i bandagen når du skifter den efter en dag eller to. Det er helt normalt og et tegn på at ophelingen er godt i gang. Et rigtig godt og billigt sårkompres er et hygiejnebind eller en babyble. Det suger godt og hænger ikke fast i såret.
Jeg skal ikke lære jer at passe sår, for der er så mange faktorer der er vigtige, men jeg vil gerne slå et slag for at man tænker mere over hvornår det kan være gavnligt at bandagere. Spørg jeres dyrlæge – hellere en gang for meget end en gang for lidt.
I får lige et link til en artikel om vurdering af sår og sårbehandling. Den er skrevet i et sprog der er let at forstå og kan læses HER







