Denne weekend stod på Sydjysk Mesterskab for tre af mine juniorryttere – og sikke en weekend!
Jeg havde egentlig planlagt at ride seniormesterskabet på Bellami og glædet mig til det. Men i dagene op til kunne jeg mærke, at mit fokus skulle være 100 % på rytterne. Det var den rigtige beslutning. Følelserne tog mig totalt, jeg var ret meget ude af kontrol og det kom bag på mig.
Stolthed, taknemmelighed, ydmyghed… det hele væltede frem.
Mine ryttere? De tog HELE podiet!
🥇 Gry & Hampton
🥈 Lucas & Q
🥉 Signe & Zackre
Det var et mål. Et ønske. En rejse. Og vi gjorde det sgu!
Jeg har sagt det før – og jeg siger det gerne igen: De her unge ryttere er seje, dygtige, flittige og ordentlige. De prøver igen og igen, når det bliver svært. Og deres forældre? De er helt særlige. Tilstede, støttende og tillidsfulde. Jeg skal ikke bruge én tanke på, om de mon synes, det er godt nok. Jeg er meget, meget heldig.
Og hvordan var det så at have Jan (min coach) med på sidelinjen første gang?
Ærligt: svært.
Måske var det ikke optimalt at starte netop ved et mesterskab – men måske var det også helt perfekt. Det blev i hvert fald lærerigt og han så mig sådan “ægte”. Det gjorde alle – jeg græd som pisket da resultat var en realitet. Det var helt synd for rytterne – jeg tror ikke helt de var klar over hvordan de skulle håndtere mig lige der. De sad i sadlen på deres fantastiske heste og alt var gået op i en højere enhed.
Jeg havde tre ryttere i samme klasse, alle på opvarmningsbanen samtidig. Jeg plejer at guide dem igennem opvarmningen med headset – nu måtte jeg give slip og stole på, at de kunne selv. Og det kunne de!
Søndag, før finalen, fik jeg talt mere med dem. Jeg følte at jeg mere tydeligt havde sat ord på planen og det hjalp i hvertfald mig.
Planen: Jeg ville være der, på sidelinjen – til stede – observerende – og rytterne skulle komme til mig, når de havde brug for input.
Min rolle blev mere at se og støtte, end at rette og justere. De red på et så højt niveau, at de endda kunne lave dyre fejl – og stadig ligge i toppen. Det er vildt!
Og så til det mentale… det er helt nyt for mig. Jeg skal vænne mig til det. Rytterne skal tro på det (det ved jeg ikke endnu, om de gør). Men processen er i gang. Vi skal tro på, at det vi har trænet hjemmefra, holder – også til stævne.
Og jeg skal lære at vende mine formuleringer.
Ikke: “Gør sådan og sådan så du ikke får et forkert anspring”
Men: “Gør sådan og sådan – så får du det flotteste anspring”
Fokus på det positive – og det bliver mere og mere vigtigt jo tættere vi kommer på starttid.
Jeg havde gjort mig tanker om det inden vi tog afsted, hvordan jeg kunne hjælpe dem ved at vende det negative til noget positivt. I stedet for at fortælle hvad de skal gøre for at undgå fejl, skal jeg fortælle dem hvordan de bedst vil lykkedes med udførelsen af øvelser m.m. Det virkede ikke svært, men det var det da vi stod i det. Det skal jeg blive ved med at øve mig på.
Weekenden var min og vores første lille prøve.
Og resultatmæssigt? Der bestod vi med bravour! For mig kunne det have været både større eller mindre end SJM. Totalt ligegyligt. Det var et mål vi gik efter og vi tog den hele vejen. Det gør man ikke hver gang.
Vi fejrede det da vi kom hjem på Skovly, med bobler og alt hvad der hører til. Snart er det hverdag igen og vi skal træne videre. Glæder mig til at sætte nye mål, også sammen med dem der ikke var afsted denne weekend.
