Når præstation kræver mere end bare energi.
I næste uge skal vi til Kirstinelund Horsefestival. En hel flok fra stalden, med heste, telte og højt humør.
Der laves pakkelister og lægges planer. Det har givet anledning til dette indlæg.
Konkurrencehesten arbejder ikke kun fysisk – den udfordres også mentalt og miljømæssigt, især op mod og under større stævner og mesterskaber. Øget træningsintensitet, transport, nye omgivelser, ændrede rutiner og mange dage væk hjemmefra belaster både krop og sind. I disse perioder spiller fodringen en central rolle – ikke kun for at sikre energi til præstation, men også for at støtte fordøjelsen, mindske stress og sikre bedst mulig trivsel.
Stress og fordøjelse hænger sammen:
Når hesten udsættes for stress – fysisk, mentalt eller miljømæssigt – aktiveres kroppens stressrespons. Det øger kortisolniveauet og kan føre til:
- Nedsat appetit og drikkelyst
- Forringet tarmfunktion og ubalance i fordøjelsen
- Øget risiko for maveproblemer som mavesår
- Nedsat optagelse af næringsstoffer
- Mindre modstandskraft og langsommere restitution
For ryttere og fodringsrådgivere handler det derfor ikke kun om energiforsyning. Det første vi tænker på er ofte, om hesten nu har energi nok til alle dagene. Men – det handler også om at sikre en robust fordøjelse og en foderplan, der fungerer under skiftende forhold.



Fem fodringsudfordringer – og hvad du kan gøre:
1. Ændret grovfoder under stævner
Det er ikke altid muligt at få det samme grovfoder på stævnepladsen som hjemme. Mange heste reagerer på foderændringer med løs mave, nedsat ædelyst eller uro.
Løsning:
- Medbring eget hø eller wrap i småballer – det gør det nemt at have velkendt foder med på tur.
- Hvis du er nødt til at bruge nyt grovfoder (fx. har været ude og købe små baller hø eller miniwrap), så forbered hesten gradvist hjemme og bland det op med det kendte.
- Suppler evt. med fiberrige mash-produkter eller lucerne for at sikre fiberindtaget og støtte tarmfunktionen.
2. Reduceret ædelyst
Stress, varme og uvante omgivelser kan gøre hesten uinteresseret i foderet. Det kan føre til lavt energiniveau og ubalance i mave-tarmkanalen.
Løsning:
- Tilbyd små, hyppige måltider med god smag.
- Brug mash, olie, lucerne eller æbler og gulerødder for at gøre foderet mere appetitligt.
- Tænk over sukker- og stivelsesindhold: Lavt stivelseindhold kan gavne sarte maver, men stivelse er også en vigtig energikilde for heste i høj intensitet. Den er nødvendig for at opbygge og gendanne glykogendepoterne i musklerne – som er afgørende for eksplosiv præstation (det vi også kalder hurtig energi).
- Brug derfor kontrolleret stivelse i passende mængder og vælg produkter med god stivelseskvalitet. Kombinér med olie og fibre for en balanceret energiforsyning.
3. Utilstrækkelig væskeindtag
Mange heste drikker mindre under transport og på stævnepladser – ofte fordi vandet smager anderledes. Kombineret med svedtab og varme kan det føre til dehydrering og elektrolytubalance.
Løsning:
- Tilbyd mash dagligt, gerne med elektrolytter og ekstra vand.
- Træn hesten hjemme i at drikke smagsat vand (f.eks. med æblejuice), så det ikke er nyt på stævnepladsen.
- Brug elektrolyttilskud konsekvent ved svedtab – foder alene dækker sjældent behovet under høj belastning.
4. Reduceret foldtid og øget boksro
Mindre bevægelse og færre naturlige pauser kan påvirke både fordøjelse og adfærd.
Løsning:
- Giv adgang til grovfoder i småportioner døgnet rundt – helst ad libitum.
- Brug hønet eller slowfeedere for at forlænge tyggetiden til de heste der æder hurtigt.
- Gå eller skridt en tur, hvis du har lang tid mellem dine starter.
5. Mentalt pres og flere dages konkurrence
Stævner over flere dage kan være mentalt krævende – især hvis hesten ikke får de sædvanlige pauser og rutiner.
Løsning:
- Tilskud med gærkulturer, præbiotika og magnesium kan støtte både tarmflora og nervesystem.
- Aminosyrer som tryptofan kan hjælpe med at dæmpe uro.
- Giv hesten pauser, motion og ro mellem klasserne – også det har betydning for fordøjelsen.
En god foderplan til konkurrencehesten skal ikke kun dække energibehovet – den skal også:
- Understøtte fordøjelsen, selv i uvante omgivelser
- Sikre væske- og elektrolytbalance
- Tage højde for ændret grovfoder og nedsat ædelyst
- Støtte hestens mentale trivsel og restitution
Ved at tænke hele hesten med – både fysisk og mentalt – kan du skabe de bedste forudsætninger for toppræstation, også når presset er størst.
Held og lykke og tak fordi du læste med!
Jeg har tidligere skrevet et indlæg om fodring under transport til stævnet. Det kan du læse HER







