Hvert år står mange ponyryttere og deres familier over for det samme spørgsmål: Skal vi tage det sidste år som ponyrytter – eller springe over på hest nu? For nogle er valget let. For andre føles det som om man står med det ene ben i nutiden og det andet i fremtiden, og begge dele trækker. Der er ingen facitliste, men der er mange gode spørgsmål at stille. Og det er netop dem, dette indlæg handler om.

Jeg er pt. midt i en dialog med en familie om netop dette dilemma. Deraf inspirationen til dette indlæg. Lisa er også gået fra pony til hest og dengang burde jeg nok have tænkt alle de her tanker igennem.
Det gjorde jeg ikke. Lisa er udstyret med meget lange ben, jeg har aldrig selv redet stævner på pony og derfor faldt det mig slet ikke ind, at hun kunne komme til at mangle noget af ponytiden. Jeg har sagt undskyld (i dag faktisk), men Tulle (Ellegaardens Zackre Neur) blev Lisa´s “pony” og hun har forsikret mig om, at hun ikke har lidt afsavn. Tvært i mod føler hun, at hun er tyvstartet og Tulle er blevet en meget alsidig lille stjerne.

“Det sidste år på pony” – Jeg forstår det godt.

Jeg forstår virkelig godt dem, der drømmer om at ride det sidste ponyår færdigt. Hvis man rider på højt niveau og har en stærk og velfungerende pony, kan det sidste år være fyldt med oplevelser man har arbejdet længe for. Mesterskaber, landshold, rosetter og venskaber på tværs af landet.

Den der følelse af at være en del af “pony-cirkusset”, hvor man mødes weekend efter weekend med ryttere, forældre og trænere, det er noget særligt. En boble, der ikke helt kan gentages senere. Det forstår jeg godt. Og det skal der være plads til.

(…selvom jeg stadig ikke helt forstår det store ved Rosenparaden. Det er jo ikke rigtig med ponyen, men måske har jeg bare misforstået det arrangement )

Men hvis man ikke er på toppen

Hvis man til gengæld ikke har en pony i toppen af klasserne, men rider D- eller C-stævner og hygger sig med LA-niveau og ambitioner om mere, så ser jeg anderledes på det.

Her synes jeg, det betyder langt mindre, om man rider pony eller hest. For det er sjældent resultaterne, der gør oplevelsen stor. Det er rammen omkring det: Klubkammeraterne, staldkammeraterne, træningen, udviklingen og de mål man har sat sig. De mennesker man har omkring sig i hverdagen. Den relation man har til sin pony eller hest. Glæden ved træningen, og det man bygger op over tid.

Alt det – det ændrer sig ikke nødvendigvis, bare fordi man skifter til hest.

Hest som mulighed for udvikling

Når ryttere skifter til hest tidligere end nødvendigt, ser jeg ofte en teknisk og mental udvikling, der rykker dem markant. Det handler ikke om, at ponyen ikke er god nok, men om at hesten stiller nogle nye krav, som bringer rytteren videre. Føling med hesten på en anden måde. Selvfølgelig findes der ponyer der kan give det samme, men fornemmelsen for takt, sving, bæring – bare for at nævne noget af det, får de fleste først når de kommer på hest.

Og hvis man har ambitioner om at ride højere klasser, er det en fordel at få tid til at lære hesten og dens bevægelse at kende i ro og mag. Overgangen til junior/UR-klasser kommer hurtigt – og det kræver overskud at være klar til det.

Ponyhygge og “fjolleridning” – Må gerne flytte med

En af de største bekymringer, jeg møder, er tanken om at miste ponyhyggen. At fjolle lidt rundt uden sadel, ride i lammesadel, slippe hesten løs i hallen og bare nyde samværet uden ambitioner og struktur.

Men det behøver man ikke slippe.

Der findes heste, som er lige så rolige, sjove og med på løjerne som mange ponyer. Det handler ikke om stangmål. Det handler om sind og relation. Og hvis rytteren har mod på det, kan den “barnlige glæde” sagtens få lov at leve videre, nu bare med en lidt større ven.

Et spørgsmål til eftertanke

Måske handler det i virkeligheden ikke så meget om, hvad man giver slip på, men om hvad man åbner op for.

Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Det vigtige er, at rytteren trives, udvikler sig og bevarer glæden ved hestene – uanset størrelse.

Men jeg tror på, at det netop er glæden ved det daglige arbejde og relationen til hesten, der skaber de bedste resultater – og de stærkeste ryttere.

Hvad tænkte I – og hvad gjorde udslaget?

Jeg ved, at det her valg kan rumme mange overvejelser – og at der sjældent kun er én grund til, at man vælger det ene eller det andet. Derfor er jeg nysgerrig:

• Hvad lå bag jeres valg?
• Hvad gjorde udslaget for, om I tog det sidste ponyår – eller sprang til hest?
• Hvad betød mest for barnet – og hvad betød mest for jer voksne omkring?

Jeg håber, I har lyst til at dele jeres tanker – ikke for at forsvare et valg, men for at give indblik i, hvad der faktisk fylder i sådan en beslutning.

For mig personligt er det her en del af hestelivet, jeg ikke selv har stået midt i – så det er både lærerigt og spændende at høre mere om de overvejelser og oplevelser, der følger med.