Jeg er rigtig glad for at kunne fortælle, at jeg har indgået et samarbejde med en coach. Coaching er noget, mange ryttere allerede benytter sig af – især i forbindelse med stævner. Det er også blevet enormt udbredt i andre sportsgrene og i erhvervslivet. En coach kan nemlig noget særligt: hjælpe mennesker med at finde fokus, styrke selvtilliden og præstere, når det gælder.

Selv er jeg underviser/træner og har to eftermidage/aftener om ugen, hvor jeg efter bedste evne formidler det tekniske og ridemæssige. Det elsker jeg, og jeg nyder hvert minut med mine ryttere. Jeg er bevidst om mine egne evner og erfaring som underviser. Føler mig godt rustet til at dele min viden, på det niveau jeg har med at gøre. “Mine” ryttere gør mig stolt indeni når vi er ude til stævner, men bestemt også derhjemme i træningen. På det faglige område har jeg Jørgen som sparringspartner, det er der jeg har den viden fra, jeg gerne vil give videre. Men jeg er også bevidst om, at den mentale del spiller en kæmpe rolle – både i træningen og i konkurrencesituationer.

Jeg skal ikke selv være coach, men jeg vil gerne blive endnu bedre til at hjælpe mine ryttere. Til at være den støtte, de har brug for, både når alt går godt, og når det hele føles lidt sværere. Jeg tror på, at jeg gennem dette samarbejde kan styrke min kommunikation. Få mine budskaber til at sidde endnu bedre fast og lære at læse de situationer, hvor det ikke er nok at have styr på opvarmningen – men også på rytterens mentale tilstand.

Ryttere er forskellige. Nogle har brug for ro, andre for klare instruktioner. Nogle bliver nervøse, andre frustrerede, og selv den bedste plan kan ændre sig på et øjeblik. Jeg vil gerne være den træner, der både har de tekniske løsninger og de mentale værktøjer med i bagagen.

Min coach, Jan, har erfaring fra både sportens verden, erhvervsliv og eksamensforberedelse. Han er far til en rytter og kender derfor hesteverdenen indefra – også selvom han aldrig selv har redet. Det ser jeg som en kæmpe styrke: han forstår konteksten, men kan samtidig give mig nye perspektiver og redskaber, jeg ellers ikke ville have mødt.

Samarbejdet handler ikke kun om rytterne. Det handler også om mig. Om at blive mere bevidst om mine egne reaktioner og handlemønstre. Jeg vil præstere på mit arbejde, være en god mor (selvom mine børn er blevet alt for hurtigt voksne), og være en god samlever. Måske åbner det her for en skuffe, jeg ikke vidste fandtes – selvom jeg allerede oplever, at mit liv er både godt og meningsfuldt.

Som træner er jeg også i kontakt med forældre – både i medgang og modgang. Her ser jeg også muligheder for at blive tydeligere og skabe gode aftaler, når vi står i situationer, hvor de unge ryttere har brug for ekstra støtte. Det hele hænger sammen, og det mentale fylder ofte mere, end vi lige tror.

Jeg glæder mig til at blive klogere. På mig selv, på mine ryttere og på det fælles arbejde, vi laver.
Det her samarbejde er ét skridt mere i retning af at stå stærkt – og hjælpe andre med at gøre det samme.