Rytterens opgave er at opbygge en atlet. Først og fremmest med det man tidligere betegnede ”remonteridning” – et udtryk der stammer fra militæret. Det arbejde gik i al sin enkelthed ud på at bibringe hesten noget rideforståelse, samtidig med at dens muskulatur blev opbygget. Opgaven var at gøre hesten stærkere, så den kunne bære rytter og samtidig styrke dens holdbarhed.

Ofte ser man yngre heste, der ikke kan holde en konstant og korrekt form gennem længere tid, fordi de ikke har styrken i ryggen og bagparten samt balancen, til at opretholde den form. Det vil blive forbedret med øget styrke. Det må ikke være en dårlig undskyldning for, ikke at ride efter at opnå den ønskede form med næseryggen foran eller i lodret position.
I disse tider, hvor øjebliksbilleder af heste bag lod postes på de sociale medier og sables ned i kommentarsporene, er jeg helt klar over, at dette kan være et farligt område at bevæge sig ind på.

Når uddannelsen skal gøres korrekt, skal man starte med at ride hesten frem og ned og lade den strække sig. Gradvist løfter hesten sig op foran, gennem drift og energi bagfra, men uden at blive kort i halsen. Her kommer mange gange en periode, hvor hestens næseryg kommer bag lod, men tro mig, hvis man griber uddannelsen rigtigt an, kommer den korrekte holdning igen.
Fristes man til at tage/løfte hesten op i en holdning der giver det korrekte billede, uden at hesten selv er i stand til at bære sig der, er det for tidligt. Hesten kan ikke bære sig i den holdning på nuværende tidspunkt. Som rytter må man skrue sin uddannelsesplan tilbage og arbejde på at styrke hestens bagpart og overlinje. Hesten skal rides i en form, hvor ryggen er stærk nok til at bære den.
Der er naturligvis ryttere, som har erfaringen og fingerspidsfornemmelsen for at ride en hest i konkurrence, i en holdning, som hesten endnu ikke er stærk nok til at honorere. De ryttere skal være opmærksomme på, at arbejde hesten i en form, den kan bære i det daglige arbejde.
Gør man ikke det, slider man på hestens fysik. Vi arbejder meget med vekselvirkning, hvor hesten på forlangende skal strække sig frem og ned, og man skal være i stand til at ride hesten op foran sig uden at ændre dens gangmønster. Rider man den op foran sig, og den bliver spændt og kort i bevægelsen, med en lidt rullende eller firtaktet galop, må man lægge hesten dybere igen. Det er for tidligt at bede om en mere samlet form.
Den tid det tager at gøre hesten stærk nok til at udføre de senere opgaver, er alfa og omega for en holdbar hest. Den hest der er korrekt bygget op til de opgaver der venter senere i uddannelsen, indhenter de heste der er forceret i deres ungheste år. For de forcerede heste, ”stopper festen” på et eller andet tidspunkt og hvis helbredet ellers stadig er til det, forestår en lang genopbygning. Korthuset er et glimrende eksempel. Hvis ikke de nederste kort står godt og solidt nok, vælter det på et eller andet tidspunkt.

Jeg bringer også hjælpetøjler i spil i dette indlæg. Det er en lang, men spændende proces at uddanne en hest. Bygge korthuset. Det handler ikke kun om hestens form og styrke. Hesten skal også lære at være under rytterens hjælpere. Det er nødvendigt for at vi kan ride hesten i balance, opbygge styrke og smidighed.
Den veluddannede hest lader sig villigt guide af rytterens hjælpere. De hjælpere vi har er sæde, schenkel og tøjle. Disse hjælpere skal fungere i et nærmest usynligt samspil.
Det vi som ryttere oftest kommer til at “overdrive” er tøjlehjælpen. Vi ved det godt, men hvor er det svært ikke at ty til tøjlen, når hesten ikke er der hvor vi ønsker den.
Hvis hesten er “væk” fra hjælperne, er det fristende at benytte en hjælpetølje. Som tidligere springrytter har jeg benyttet mig meget af en glidetøjle. Det indrømmer jeg gerne og det var slet ikke noget jeg fandt ualmindeligt. Da jeg mødte Jørgen, red jeg også med glidetøjle i det daglige arbejde på den ene af mine springheste. Det fik han hurtigt lavet om på og efter et par måneder med intensiv dressurundervisning, var glidetøjlen ikke længere nødvendig. Jeg red simpelthen ikke godt nok. Færdig bum!
I dag kan vi også have brug for hjælp undervejs i uddannelsen af de unge heste. Vi bruger meget gerne en martingal. En genial hjælpetøjle der ikke gør nogen skade, men kun griber ind hvis det er nødvendigt.
Jeg bliver ærgerlig og trist når jeg ser, især de helt unge ryttere, med en glidetøjle i brug. Man skal simpelthen være SÅ dygtig for at kunne bruge den, uden at den påvirker hestens uddannelse negativt.
Ulykken i korte træk: En glidetøjle fikserer hesten i en unaturlig form og modvirker hestens naturlige evne til rygsving og elasticitet. Den energi/afskub bagfra vi ønsker hen over ryggen, ud gennem nakken og til hestens mund/sug på tøjlen ødelægges, hvilket er alt det vi IKKE ønsker.
De ryttere der er dygtige nok til at få noget godt ud af brugen af en glidetøjle, de behøver den ikke.
Oftest er det håbet om et quickfix til at løse et eller flere problemer, men quickfix findes ikke i uddannelsen af en hest. Sæt ambitionerne ned for en stund, gå et skridt eller to tilbage på uddannelsesskalaen og få mere hjælp hvis du ikke selv har erfaringen.
Med andre ord – start forfra med at bygge korthuset, så fundamentet igen bliver stabilt.
Den glæde det giver, når man kommer der til hvor man igen kan byggge nye lag på, er fantastisk og ventetiden værd.