Hvis du har hest, så ved du det allerede: Sommeren 2025 har været fuldstændig vanvittig, når det gælder klæger. De sætter sig på både heste og mennesker, bider så det gør ondt og efterlader stress og uro hos hesten. Og lad mig bare sige det, som det er: Vi glæder os til, at de forsvinder igen!
Vi har heste på døgnfold hjemme på Lajgården og det plejer at være nok for dem, at de kan gå i skygge i et stykke skov. I år slår det slet ikke til og de er derfor på stald om dagen og ude om natten. På solrige dage, er de kommet ind allerede kl. 6 om morgenen og først ud igen kl. 22 om aftenen.
Vores rideheste på Skovly er totalt pakket ind i insektdækkener og masker. Heldigvis har vi en super god rideudstyrsbutik her i Tjæreborg, med alt i insektbeskyttelse til gode priser!
Klæger – de blodtørstige flyvere

Klæger (også kaldet bremser, men det er egentlig forkert) er store, flueagtige insekter, hvor især hunnerne stikker for at suge blod. De er aktive i varme, fugtige måneder – typisk fra juni til august – og særligt på solrige, vindstille dage.
1: Det gør dem nærmest umulige at undgå i folden, på rideturen, og endda i stalden, hvis der er åbne døre og vinduer.
2: De stikker brutalt – ikke som en myg med en nål, men de har en skærende munddel og derfor gør det så ondt når de bider.
Det er ikke bare smertefuldt – det stresser hesten, forstyrrer dens hvile og kan gøre rideturen til en frustrerende oplevelse. Det øger også chancen for skader, da hestene kan løbe uafbrudt i flere timer, uden at passe på sig selv.
Hestebremser – ikke det samme som klæger!


Mange kalder klæger for “hestebremser”, men faktisk er hestebremser en helt anden slags insekt. De er store, gullige fluer, der ikke bider – men lægger deres æg på hestens pels (typisk ben og skuldre). Hesten slikker dem af, og larverne havner i mavesækken, hvor de kan give ubehag og maveproblemer.
De er mest aktive i sensommeren og det tidlige efterår, og deres tilstedeværelse ses ofte ved de karakteristiske gule æg på benene.
Hvad kan vi gøre for at hjælpe hestene?
1. Klægebekæmpelse og -beskyttelse
- Dæk hesten til. Insektdækken og maske hjælper – især i folden.
- Fold med vind. Klæger hader vind! Har du mulighed for det, så vælg den fold med mest vind.
- Undgå skov og sump. Klæger formerer sig i fugtige områder. Tur i skoven midt på dagen? Det kan være no-go i juli.
- Sved og varme tiltrækker dem. Skyl gerne hesten inden tur, hvis den er svedt eller varm fra solen.
- Brug insektmiddel – men…
2. Virker noget med sikkerhed?
Det store spørgsmål: Findes der et middel, der med sikkerhed virker?
Og svaret er desværre: Nej!
Markedet er fyldt med sprays, olier og roll-ons – både med og uden kemi – og virkning varierer fra hest til hest og dag til dag. Nogle oplever effekt med:
- Produkter med icaridin eller DEET (jeg må ikke reklamere for produkter her, men du må gerne dele mit opslag og fortælle hvis du har fundet noget effektivt).
- Naturlige alternativer med citronella, geraniol eller eukalyptus
- Fedtbaserede produkter, som forhindrer klægerne i at lande ordentligt
Men: Ingen af dem virker med sikkerhed. Min erfaring er at virkningen er meget kort og produkterne er dyre. Det bedste er en kombination af fysisk beskyttelse (dækken) og tilpasset adfærd (ophold på stald, adgang til læskur, undgå skovtur midt på dagen, rid om morgenen osv.).
3. Hvad med hestebremsen?
Her er det vigtigt at:
- Fjerne æggene fra pelsen dagligt – skrab dem væk med en bremsesten eller med neglene.
- Ormebehandle efter behov og i samråd med dyrlægen. Jeg har tidligere skrevet om ormebehandling generelt. Det indlæg kan du læse HER
Hvornår forsvinder de?
Klægerne topper i juli – og heldigvis plejer vi at kunne ånde lettet op i slutningen af august. Lige nu syntes jeg der er længe til, men hestene skal have det godt og så må vi gøre hvad vi kan.
Når vejret bliver køligere og dagene kortere, trækker de sig tilbage, og folden bliver igen til et nogenlunde fredeligt sted.
Fortsat god sommer og tak fordi du læste med 🙂







