Strategi for ormebehandling

Strategi for ormebehandling

22. oktober 2023 Af Karina Josefsen

Så blev det efterår og det har også sin charme. Vores avlsdyr er kommet på stald for natten og dagen tilbringes på en fold der ligger lidt højere end sommerfolden, i bedre læ fra vest.
At vi så lige har haft en storm, med stormflod, fra øst – det havde vi ikke set komme. Her ude vest på er vi vant til vind og vand, men vi er garderet med diger mod vest.

Der er skrevet stolpe op og stolpe ned om ormebehandlinger, strategier for at holde ormepresset nede og valg af ormekur. Alligevel oplever jeg, at der blandt hesteejere er stor tvivl om hvad de skal gøre og hvornår det skal gøres. Som foderkonsulent er ormebehandling tit oppe at vende i min snak med hesteejere og det er helt ok, ikke at kunne svare på hvilken ormekur (virksomt stof) der er givet til hesten, når bare præparatet er givet i samråd med dyrlægen. Selvmedicinering har jeg stor respekt for. Der kommer også flere og flere tilskud på markedet som kan købes i håndkøb og som hævder, at kunne regulere ormebestanden samt forebygge. Jeg stoler ikke på dem!

Det er simpelthen så vigtigt at man ikke bare ormebehandler, men også behandler med den rigtige ormekur.

Spolorm og strongylider er de orm vi typisk bekæmper. De er bare så snedige, at de IKKE kan udryddes med samme ormemiddel.

Spolorm behandles med virkestofferne Pyrantel og Fenbendazol, men er resistente overfor Ivermektin.
Strongylider behandles med Ivermektin, men er resistente overfor Fenbendazol og Pyrantel.
Kan I se problemet hvis man ikke er lidt inde i sagerne eller rådfører sig med en dyrlæge?

En tarm fyldt med spolorm.

De små strongylider er den hyppigst forekomne orm hos voksne heste.

I vores lille stutteri kører vi med en fast rutine:

Hopperne ormebehandles 1 måned før forventet foling, hvis gødningsprøven er positiv.
Føllene Behandles mod spolorm når de er 3 måneder og igen mod spolorm og strongylider når de er 5-6 måneder.
Plagene behandles når de er 8-9 måneder, ca. 12 måneder (før de sendes på græs) og igen ved indbinding. Valget af ormekur træffes i samråd med dyrlægen.

Man siger at 20% af hestene leverer 80% af ormene i en besætning. Det kan derfor gøre en kæmpe forskel at man finder ”synderen”. Tag gødningsprøver og giv ormekur til dem der efter dyrlægens anvisning, har behov for det. Det er helt normalt at hestene har orm, så det er antallet der er afgørende for hvornår der behandles.