Vinter og vilde heste!

Vinter og vilde heste!

14. januar 2025 Af Karina Josefsen

Det er vinter og det er koldt!
Hvor tykke dækkener skal hestene have på og hvad med fodringen?
Når hestene fryser ryster de. Det er kroppen der forsøger at skabe varme ved muskelaktivitet. Hestens krop er så smart indrettet, at den som en beskyttelse mod kulde, dels begynder at ryste og så begrænser den også blodforsyningen til ekstremiteter, som f.eks. ører og ben til et minimum. Kroppen sparer simpelthen på varmen og holder den omkring indre organer. På den måde undgår de at blodet køles yderligere ned og dermed bidrager ekstra til nedkølingen.
Nu er det sjældent at vi har det så koldt i Danmark, at det er et stort problem, men når jeg kører rundt i landet ser jeg mange heste der står og krummer ryg med måsen op mod vinden på kolde dage. Jeg er klar over, at mange hesteejere foretrækker fold fra morgen til aften, men så har man også ansvar for at hesten har læ og grovfoder til rådighed. Tanken om at hestene skal være ude så meget som muligt er meget god, men vi skal også huske at vi griber ind i naturens orden ved at klippe vores heste, stille krav til dem i træningen og begrænser deres fødeindtag ved at indhegne folde og afmåle deres foder.

Jeg syntes også man skal overveje nøje, hvad man byder sin ridehest efter en kold dag på folden. Heste der er klippede er rigtig svære at holde varme nok en hel dag ude i kulden. Især når vi med hegn har begrænset deres mulighed for at søge læ. Vinden blæser let op under dækkenet og når de stiller sig med bagdelen op mod vinden, så skal det være et rigtig godt og veltilpasset dækken der ikke lader kold vind blæse ind over ryggen (de findes).
Tænk på hvordan vi selv har det i kroppen hvis vi har frosset det meste af en dag. Man er ikke just smidig og top motiveret til at yde eller lære. Jeg er ikke tilhænger af at man menneskeliggør dyr, men sportsheste betragter vi som atleter og så er der alligevel en del paralleller der kan drages. I den kolde tid kræver hestene også flere foderenheder og de heste der taber sig om vinteren, får simpelthen ikke foder nok i forhold til det de har behov for. Foderplanen skal kigges igennem og justeres efter hestens behov samt mængden/kvaliteten af grovfoderet.

Mange heste bliver mere livlige at håndtere og ride om vinteren. Ofte er det sportshestene, som står en del på stald og bliver klippede. Jeg tror det har flere årsager:

1 – Hestene er flere timer på stald og når de kommer på fold, bevæger de sig ikke ret meget pga kulde, frossen jord osv. De er i god kondition og ophober noget overskudsenergi som skal brændes af under rytter.

2 – Nogle heste bliver direkte krudttønder når de bliver klippet. Det skyldes, at den klippede hest kan udføre det samme arbejde med et mindre energiforbrug og arbejde med en lavere blodtemperatur. Kulden kan også gøre hestene mere sensible og så har vi virkelig noget at ride på 😀

Vi ændrer lidt på rutinerne i stalden om vinteren, både derhjemme på gården hvor vi har avlshopper og opdræt, samt ude på Skovly hvor ridehestene står. Der er kortere foldtid, fordi vi ikke har mulighed for at lave læ fra alle vindretninger. Vi prøver at variere ridehestenes arbejdet mest muligt og “de friske typer” får lidt longearbejde før vi sætter os i sadlen. Også selvom det er en ældre hest. Vi benytter os af sandfolde, hvis jorden er hård og knoldet af frost.

Vi holder ekstra øje med væskeindtaget og frosne vandkar/vandkopper. Vinteren er en lidt bøvlet årstid som rytter og hesteejer, men den har også sin charme. Man skal bare lige finde den, når fingrene er ved at falde af og man ikke kan mærke tæerne i ridestøvlerne.